Unge instruktører gør alt for Ebeltofts børn
Læs den inspirerende artikel fra Ebeltoft Folketidende den 21. april 2019 om de passionerede, unge instruktører, som brænder for at gøre en forskel.
Ebeltoft IF’s Gymnastikafdeling har et helt unikt hold unge instruktører, som er ved at være helt klar til weekendens sæsonafslutning.
Musikken drøner ud af højttaleren, og Marie og Mathilde bevæger sig i takt foran en flok børn, der omhyggeligt prøver at gøre dem kunsten efter. Der stoppes op, øves igen og igen, og musikken på – og en gang til. Hvordan er det lige de trin skal tages?
Gymnaster er de altid og hele tiden
Vi er i gymnastiksalen på Ebeltoft Skole – et par uger før den opvisning, som børnene skal lave til gymnastikafslutningen på lørdag 6. april. Det er nu, det hele skal gå op i en højere enhed, men det er flere måneder siden, de unge instruktører Johanne, Anna, Lærke, Marie og Mathilde i alderen 15-21 år begyndte på forberedelserne.
– Vi lavede serien i sommerferien, og vi begyndte at træne den inden jul, fortæller Johanne.
– Man laver gymnastik hele tiden, når man er instruktør. Vi står på hænder og laver vejrmøller ned fra bordene i skolen. Vi kan ikke lade være, tilføjer Anna med et grin.
De unge instruktører har selv lavet gymnastik, siden de var helt små. Så blev de instruktør-føl og hjælpeinstruktører, og i år har de for alvor fået og taget ansvar. Alle har været på Spring Sikker kursus i DGI, og Marie er kommet hjem fra efterskole, hvor hun fik en grundig instruktøruddannelse.
Rejser hver uge til Ebeltoft for den gode ånd
Mathilde, som er den ældste, er lige blevet færdig med en uddannelse som pædagogisk assistent. Hun fik hurtigt arbejde – blandt andet med en anbefaling i hånden fra EIF Gymnastikafdeling. Mathilde har dyrket gymnastik i Aarhus i 13 år og bor der stadig, men tager hver uge til Ebeltoft for at være instruktør på springholdet.
– Her er bare en god ånd i Ebeltoft. Og vi har et fantastisk hold i år, og så er det bare fedt at lære fra sig og hygge sig med de andre instruktører, siger hun.
Tid til at give tilbage
Sådan har Marie det også, men hun føler også et ansvar for at give noget tilbage til den forening, der har givet hende så meget.
– Jeg har selv haft så meget glæde af at gå til gymnastik, og jeg synes, det ville være synd for børnene i Ebeltoft, hvis de ikke fik samme muligheder som mig, siger hun.
Får unikke kompetencer som instruktører
De unge instruktører ikke bare giver – de får også. Ud over fællesskabet og en fanskare af børn får de nogle kompetencer, som det er svært at få på andre måder.
– Jeg er blevet meget bedre til at stå foran andre, og så får man hurtige reflekser, når man skal gribe ind og redde en situation, siger Lærke.
De andre nikker, og Marie tilføjer:
– Før efterskolen var det svært at sætte sig i respekt. Nu kan jeg tage ordet på en måde, så børnene også tror på, at det er mig der bestemmer.
Johanne bemærker også en evne til at kunne sætte noget i gang – også i andre sammenhænge.
– Når vi har valgfag i skolen, så kan jeg bare lige lave noget opvarmning. Det bliver bare noget, man kan.
Johanne, Anna og Lærke afslutter alle 9. klasse i år, og så skal de på efterskole. Og når de kommer hjem – så er de klar til endnu en tørn som instruktører. De er alle spændte på gymnastikopvisningen, for selvom det er ’deres børn’, der skal springe og lave serier, så er det på en måde instruktørerne, der er til ’eksamen’.